Viser opslag med etiketten mer af det. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mer af det. Vis alle opslag

lørdag den 25. juni 2016

En dejlig dag.





Gensyn med en af mine allerkæreste veninder fandt sted idag, og det er altid somom, at det var igår, vi sidst mødtes. Tiden gik med både museums-udflugt, gåtur og cafehygge i timevis, men mundene står ikke stille et sekund. 
Tavshed opstod kun, når der skulle proppes en kæmpe bid kage i gabet - eller fordi man bliver afbrudt af den anden, der råber: "Hah! Det er så typisk dig, der der!"

For som før beskrevet (i indlægget her) ruster vores venskab vist aldrig, trods hendes konvertering til københavnerlivet. Og det Aalborgensiske klinger stadig ligeså smukt som altid, i hendes dialekt. Man er ikke et sekund i tvivl, når hun fortæller røverhistorier, foreslår om vi ikke skal snuppe frokosten på "Pænni læææijn" og sukker dybt og erklærer Limfjordsudsigten for "flot", da vi kigger ud over den industrielle havn med skrigende måger på himlen, McDonaldposer i vinden og "Jomfru Ane Gade" øl-krus splintret på asfalten. Jo, hun er utvivlsomt nordjyde af hjerte.

Og gudskelov, vender hun næsen hjem til 9000 om blot en måned igen; jeg glæder mig allerede. Så skal vi nemlig have endnu en dejlig dag, kan I tro. 



lørdag den 2. april 2016

Traditioner - om at bevare de bedste af slagsen.









Her lidt billeder fra førnævnte Zoo-tur, som jeg fik glæden af Langfredag, da der var venindebesøg fra KBH. Det var så hyggeligt og uformelt, akkurat som det altid er. Det er nemlig en efterhånden mange årig tradition, som vi har holdt i hævd årligt siden gymnasietiden. Og hun skal fandme altid lokke mig til, at klappe babygeder, fordi de åbenbart "er søde". Men ok, hun må tilgengæld holde mig tilbage, for ikke at stjæle klapvognene med søde unger, rundt omkring. Det går vist lige op? 

Der er nemlig tale om min allerældste veninde (altså.. venskabsmæssigt). Hun er flyttet til staden for et års tid siden og indimellem savner jeg stadig, at have hende et spytkast herfra. Fra som børn at bo overfor hinanden, til at flytte hjemmefra med 4 km's mellemrum, til nu have et helt lands køretur mellem os. Det er ikke helt det samme, vel? Og mange traditioner gennem årene, er da også gået tabt. 
Vi holder ikke fast "Ugens GilmoreGirls afsnit" aften, hvor der er købt "3 for 2 pris" Rittersport (Med knas til hende, marcipan til mig og en til slikskuffen), som da vi boede hjemme. Eller mødes på Lindholm station med 10 andre, inden Grøn Koncert og drikker os fulde. Eller skál skrue ned, når vi ser Pirates Of The Carribian, for selv at lægge stemmer til skuespillerne. Oooog vi behøver ikke tiltale hinanden "Kære Eders, kunne det påtænkes, de ønsker mit selskab denne aften?" når vi sender sms'er, (ligesom da vi var 14 og om muligt ekstra fjollede i hovedet).
Men Zoo-traditionen holder vi ved! Ligesom Juleaftens-gåturen når vi udveksler gaver i barndomsbyen. Plus at tagge hinanden i alle Harry Potter-joke opslag på Facebook. Men heldigvis også (og vigtigst af alt): At sende hinanden penneveninde sms'er på flere sider, hver eneste uge om vores dagligdagsliv, fjol og tøsesnak. For så er man jo pludselig ikke så langt væk alligevel.

Nå, det blev en masse snak og alt muligt - hovedsagen er hvertfald, at vi blev enige om, at nogle ting går sgu aldrig af mode. Derunder tøsesnak, madpakker i abeburet, og en tur på stamcaféen til kaffe. Så mon ikke vi fortsætter til, vi når en alder hvor vi glædes over støtte-gelænderet, på vej ind til rovdyrsburet? Det håber jeg.

Har I nogle venindetraditioner, I heller ikke giver slip på med jeres gode vilje?


- A

mandag den 5. oktober 2015

Et år ældre, og mere forkælet end de fleste.








Tak for de fine hilsner i gårsdagens indlæg - vi havde, som I nok fornemmede, en herlig fællesfødselsdag.
Men lørdag, på selve "min" dag, blev jeg absolut heller ikke snydt. Jeg vidste ikke hvad der skulle ske, men fejringsarrangøren var en der kendte mig særdeles godt. 

Jeg startede derfor ud med en eftermiddag i Teateret (Hvilket var FEDT), efterfulgt af gave-oppakningsmarathon med vin i glassene på en af byens stamcafeer. Så hyggeligt, og fik de skønneste sager.
Klokken 19.30 var der bestilt bord et hemmeligt sted, som viste sig skulle være Mortens Kro - et sted jeg aldrig troede, jeg skulle få råd til at besøge i denne levetid.
Her fik jeg frit valg til at samsætte den lækreste fire-rettersmenu, og oveni blev der bestilt vinmenu. Var helt overvældet. Jeg siger jer! Alt fra stemning, service og maden var ualmindelig vellavet, gennemtænkt og kvalitetslækkert på den uprætitentøse måde. Og det fortjener et indlæg for sig, så det får jeg stablet på benene før eller senere. 
Efter det generøse traktement nærmede klokken sig midnat, og på gåturen hjem, var der kun et lille stop på vejen. 7-Eleven skulle nemlig lige plyndres for grillmad og snolder, for sidste punkt på fejringsplanen var et LateNight videomarathon. Med fri Netflix at boltre sig i endda! Valget faldt på Kung Fu Panda, så med en smule barnesind midt i alt det voksne, blev min 25 års fødselsdag afsluttet med manér.

Skønt med skønt på - for hold op, jeg er vel nok forkælet. Så er det lige til at holde til, at blive ældre.

søndag den 4. oktober 2015

Pre-fællesfejring med lækker mad, tusind gaver og en masse bandeord.





Igår fyldte jeg 25, men allerede i tirsdages blev jeg fejret før tid. Og Kit med! 
For nu hvor vi er født med sølle 5 dage (og fire års) mellemrum, har vi ofte fejret fællesfødselsdag for vores mor, far og lillesøster.
Aftenen var en stor succes, og vi blev som altid forkælet til op over begge næsebord, i vores barndomshjem.

De sidste par år, har vi nemlig selv medbragt mad, dessert og underholdning til vores gæster, men "lejet lokaler" hos de gamle - de både mere køkkenplads og en større sofa at boltre sig i, når aftenen falder på. Ret smart, og ret hyggeligt at få lov at blive fejret "hjemme", selvom man er voksen.
Vi serverede mormor-mad i med helstegt kylling, hjemmesylt og sovs + Kit's 
vidunderlige citronfromage og hjemmelavet skovbær-skum til dessert. En sikker vinder, heldigvis - og alle gik vist mætte og glade fra bordet.

Efter aftenskaffe og film, fortsatte fornøjelighederne med "skovtur" på stuegulvet -  mor havde nemlig fundet vores gamle tegnemapper, stilehæfter og skolebøger på loftet. Det var så sjovt, vi skiftes til at læse den ene pinlighed op, efter den anden. Jøsses, nogle flabede unger vi var - der var både nedkradset bandeord, samt sure gloser om dumme lærer, mors tøj-stil og hvor 'dødtræt' af man var over, at "man aldrig måtte gøre hvad man ville, når man kun gik i 2. klasse"
...

Godt, man bliver klogere med alderen, ikke sandt?


fredag den 2. oktober 2015

Kiel-ferie, dag 4.




Her de sidste glimt fra Kiel-turen, for på fjerdedagen, var det på tide at vende næsen hjem mod Aalborg.
Vi nød de sidste timer efter checkout, med lækker fiskefest til morgenmad, at snoldre de sidste penge op i supermarkedet og diverse automater (hvem sagde salamisnack to-go og tuttifrutti-mentos), hvorefter vi hoppede på toget.
Her blev der hygget, bladret i tøsebøger, tjekket instagram og sladret om turens forløb, mens vi gruede for at ferieboblen snart ville springes og hverdagen stå parat.
 For hold op, hvor var det dog en ualmindelig dejlig og tiltrængt miniferie - afslappende, sjov og helt og aldeles skøn. Vi keder os jo aldrig sammen, og denne gang var ingen undtagelse - tværtimod nupper vi gerne en omgang til!

Men det må blive en anden gang, så tak til Kiel for første halvleg  - vi håber, vi ses igen.