Viser opslag med etiketten anmeldelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten anmeldelse. Vis alle opslag

tirsdag den 14. marts 2017

Julen varer lige til påske (en anbefaling).





Hvertfald så godt som. For lørdag var det tid til, at jeg skulle udløse min julegave-gavekort fra K og Lillesøster E, som blev efterfulgt af et måltid, som der var en påskefrokost værdig. Det endte med en fantastisk hyggelig eftermiddag, og både det massive, lækre stjerneskud på Cafe Meat og forestillingen kan meget varmt anbefales.
Så da der kun er sølle fire spilledage tilbage på Aalborg Teater's 'Gummi T', vil jeg lige anbefale den til alle jer, der har en forkærlighed for Ole Lund Kierkegaards folkekære værk. Den er sjov, fjollet, flot og larmende - perfekt for både børm og barnlige sjæle. Billederne er nuppet fra arrangørenes hjemmeside, og I kan læse mere om den her: Gummi T

fredag den 10. februar 2017

For enden af regnbuen.


.. Gave til min søde mand.



.. en sær dialog.



... lidt død og ødelæggelse.



.. Ligger Smilets by Århus. Og netop der, brugte jeg min onsdag. Min søde kæreste inviterede mig nemlig på endags-tur til det østjyske, da han havde ferie der skulle bruges inden maj. Så jeg pakkede en lille gave, tog en kjole på og blev hentet før Fanden fik sine sko på, så hyggeriet kunne begynde hurtigst muligt.

Vi startede dagen ud med skøn brunch på Café Faust ved åen. Her stod den på snak om alt og intet, hvorefter turen gik til Naturhistorisk Museum. Der havde vi nemlig ikke, trods mange besøg til byen, ikke været før. Det var heldigvis en stor succes, og timerne fløj afsted derinde. Vi fik både holdt kranier, opdaget der har boet næsehorn i Danmark, bygget bjerge i sand og klappet en brunbjørn. Lærte vist mere om biologi og økosystemer på den eftermiddag, end alle de timer jeg samlet havde natur og teknik i folkeskolen.
Da vi var færdige med at blive klogere, brugte vi lidt tid på at kigge på dyre, flotte sager i Magasin, og fandt et væld af lir, vores indre millionær gerne ville have haft med hjem. Og jeg blev, igen-igen, forkælet af den søde herre med noget yderst flot, denne gang fra de pragende hylder i skoafdelingen. Bare lige sådan. Hvad sker der for, man går til kassen, for selv at betale for verdens flotteste forårssko, og han bare siger på "beløbet" og rækker sit eget kort frem, når ekspedienten nævner beløbet? Altså, det er altid halvt hidsig og halvt lykkelig jeg står tilbage, når han laver sådan et nummer. Han er skrupskør.. og meget sød.  

Aftensmaden fik jeg heldigvis lov til selv at betale efter den omgang, og det var bestemt kvalitet for pengene. Kender I Café Englen? Åbenbart Århus ældste, og fyldt med kunst, god stemning og lækker mad på meget snævre kvadratmeter. Fik den anbefalet af en veninde, og sjældent har jeg spist så godt og billigt på samme tid. Den braiseret lammeskank med portvinssky, søde løg og bagte selleri var helt perfekt, og det samme var herrens ret. Og vi kom af med sølle 125 og 130 pr mand. Det er da fornemt. 
Aften blev afsluttet i byens smukkeste omgivelser, aka AroS. På vores sidste Århus-tur var vores årskort dertil udløbet, og vi endte i Teateret i stedet, så det var skønt at opleve museet på ny med mange nye udstillinger - og naturligvis regnbuen, som aldrig ændre sig.
Og godt for det, for trods min galoperende højdeskræk, er det altså ualmindelig smukt at  afslutte aftenen på denne måde. Netop ved at gå gennem den sneklædte by kl. 21 hånd i hånd, helt uden helt at være der sådan rigtigt, inden snuden vendes hjem mod Aalborg igen. Und jer selv det, hvis I også kommer der forbi.

Jeg siger hvertfald tak for denne gang Århus og på snarligt gensyn.


Håber jeres weekend bliver skøn.

onsdag den 9. november 2016

Et besøg på Kongeklippen, Olympen og Havets dyb.







Hermed en lille opfølger på kæresteturs-indlægget og en ekstra anbefaling, udover den, jeg sendte ud vedrørende (den alt for smukke) Musical.

For kort tid efter, at jeg var blevet overrasket med billetterne til "Klokkeren Fra Notre Dame", opsnusede jeg tilfældigvis (via instagram) at der var mere af denne skuffe at finde, nu vi var syd på. 
Brandt Museum har nemlig her henover efteråret en Disney udstilling kørende, som så lovende ud. Så ja - med 40 minutters kørsel fra Fredericia til Odense, var det oplagt at svinge forbi - temaet var jo lige i øjet. 
Og vi fortrød ikke spor, at vi forlængede turen med netop denne aktivitet. Disney samlingen er fordelt på 1. salens to store rum, og indeholder baggrundstanker, skitsetegninger og ideer, der har skabt de film vi alle kender så godt. Ydermere er der to biografer - både en, der viser de fineste kort-film fra DisneySjov og én der viste Den Lille Havfrue for fulde gardiner. Det var godt nok hyggeligt - især Herkules der for en stund var gået i glemmebogen, har vi nu planlagt at gense. Den film, har jo SÅ gode sange, kom vi til at tænke på. Ligesom de fleste andre.  
Og med det i mente, var vi ikke blege for at skrue helt op for både Frozen, Aladdin og Løvernes Konge sangene, da turen gik hjem mod Aalborg. Gudsketak og lov for, man ikké bliver filmet. 

Så er du tilfældigvis i nærheden (eller bosat på Fyn) og har dit barnesind i behold, er det helt sikkert et besøg værd, om du så er 5 eller 65.  Rigtig sjovt, eventyrligt og gennemført.

torsdag den 11. august 2016

Noget om at slå søm i kisten, benløse fugle og gratis glæder



 






Her lidt billeder fra torsdagens event i Kunsthal Nord, der som altid var et besøg værd. 
Modsat deres vanlige udstillinger, er denne dog ikke en de selv har været inde over at afdække, men har blot lagt lokaler til. 
Det gjorde den dog ikke mindre interessant. Også selvom ejeren tydeligvis i sin tale, var ærgelig over slet ikke at have haft en finger med i spillet. På Kunsthallen er rundvisningen nemlig altid en debat og dialog mellem ham og publikum, og det er altså rigtig hyggeligt. Han er definitionen af entusiastisk (læs: lettere excentrisk), og er derfor altid en stor fornøjelse at blive vist rundt af. Mage til engagement, skal man lede længe efter.

Denne gang var der tale om Nordkraft-udstillingen med 82 anonyme værker. Diisse er indsendt af diverse kunstnere og bedømt af censorer, der hverken kender baggrunden for kunsten eller skaberen bag. 
Det gjorde jo rundvisningen til en en omgang gætteværk. Hvertfald lige indtil, at det viste sig, at flere af de anonyme kunstnere var mødt op, netop for at hører folks analyser. Og da de gav sig til kende, valgte de selv at præsentere deres værker. Det var lige et ekstra touch - for normalvist er der jo en titel eller et skilt som pejlemærke. Så efter at have gået rundt og beundret dem, helt uden at vide hvad tankerne bag var bag, fik man dem pludselig serveret efterfølgende. Synes sgu, de var temmelig modige at stå frem, for at være helt ærlig.

Men jeg nævnte jo allerede i indlægget her fra marts, at jeg gerne ville gøre lidt mere ud af oplevelser, rejser og kultur. Og at det selvfølgelig betyder, at man må give afkald andetsteds i budgettet. Men på Kunsthal Nord er et kig på deres udstillinger, samt rundvisninger altid gratis og ink. fri bønnekaffe (..og ofte følger der et glas vin med) Det er altså fornemt.
Så hvis du, ligesom mig, gerne vil opleve lidt ekstra for den nette sum af 0 kr., så anbefaler jeg et kig forbi. De skifter som regel udstilling hver 3. måned, så der er masser af gode timer at hente.

(og for god ordens skyld: Nej, det er ikke sponsoreret - så seje er vi slet ikke. Jeg er bare fan af konceptet)

mandag den 11. april 2016

Om at være håbløse i flok, det' så meget federe end at være cool.




Så stod man der, foran Østkyst Hustlers igen: Helt teenagekuleret, med-rappende og lykkelig. Direkte fra job med gummihandsker og madpakke-tupperware i tasken. Sammen med resten af antihelte-holdet aka. en hel sal af primært mænd i slut trediverne/start fyrrene. Med begyndende måne, bæltet godt strammet op om Jack&Jones skjorten, røde kinder der matchede årets fjerde fadøl og håndtegn der haltede minimum en halv takt efter beatet. 
Vi var ligeså kiksede som Hustlerne synger, de selv er  i "Håbløs" - og gudskelov for det. For ork shit, det var SÅ fedt! Peyk spillede guitar med høje knæløft, Jazzy's solbriller og flow var spot on, og Bozzy havde tydeligvis mere rytme end dem alle til sammen, da der blev danset gadedrengehop. 
Og jeg siger jer: taget lettede næsten under "Han får for lidt".

Så man må sige, de 200 kroner for billetten, (der gav os både opvarmningen (Zjakalen), selve koncerten og efterkoncerten med gymnasie-hittet Extra Store Grønlandske Rejer) var 100% fuld value for money. Jeg hvertfald slet ikke til at få ned på jorden, da det hele var ovre. 
Så selvom min veninde og jeg fulgtes hjem og klokken var mange, blev vi stående længe, længe i jakkerne på bakkens top før vi skiltes. Og da natmaden var varmet og jeg lå under dynen, gik der yderligere timevis, før øjnene blev lukket i. Det er sgu utroligt, hvad musik, herlig stemning og nostalgi-fest i fællesskab med ligesindede, kan gøre ved folk.

Så hermed stor tak til herrene for et glædeligt gensyn; ja, "så længe jeg er håbløs, så er der håb endnu"


fredag den 18. marts 2016

At opleve, er at leve.. Hvem giver et års orlov?




Jeg elsker, elsker at blive klogere. Helt uden, jeg skal gøre andet end at se på, lytte og tage ind. Særligt om ting, jeg ikke ved noget som helst om selv. Altså, hvis de interessere mig, naturligvis. 
Allerede da jeg boede hjemme hos de gamle og stadig var i besiddelse af et TV (og den store kanalpakke), var DR2 Tema, Animal Planet og Discovery et hit fremfor Paradise Hotel. Nu er TV'et dog skrottet, men ikke dagdrømmeriet.
Jeg er nemlig ret forelsket i at blive delagtiggjort i andres nørderi, tanker, ideer og fortællinger. Både hvad angår kultur, kunst og bare helt almindelig hverdags-hobbyer. 

Derfor har jeg valgt i år, at bruge (endnu flere) penge på oplevelser. I en ret så tryg og ind i mellem triviel hverdag (som jeg elsker at gebærde mig i), er det nemlig dejligt med nogle input udefra. Som fx. rejseforedraget jeg var til i forrige uge - eller Adam Saks galleriet, jeg fik æren af for nylig. 

Men det kræver penge, tid og prioritering. Og det forsøger jeg mig så på nu. Evig frihed og rigdom, er jo ikke lige i vente - men en 80/20% fordeling af hverdagsliv og magi, er vel værd at stræbe efter?
Det synes jeg sgu! Og er i gang. 

Et Klub-kunsten årskort, et Zoo-turpas til mange af landets dyreparker, en tøsetur til Flensburg og en forårs-weekend i Barcelona er på programmet - og jeg fortryder ikke et sekund.

Igår fik jeg et indblik i 3D med Creative Camp, og nøj, hvor var det skægt. Havde min kæreste med, for det var især med hans teknikinteresse i øje, vi havde booket plads. Men jeg fik helt lyst til, at afprøve en 3D-printer selv - foredragsholderen strålede så stolt af alle sine projekter, at man blev helt betaget. Og der var Lego! Fra Lego's egen 3D printer! Det var altså sjovt, at få indblik i. Og idag, er en standarddag, hvor jeg skal støvsuge og på job - ikke noget magi der.  

Så jeg hoppede på, og indlod mig i et medlemsskab i UNF, som var værter for aftenens show. De om tilbyder nemlig et væld af sjove, spændende og hyggelige foredrag året rundt. 
For nok er det sjovt, at opleve selv - men at sidde på sin flade røv og lade sig forføre af andres fortællinger, er også skønt. 

Som min mor siger et par gange årligt, så "kunne jeg godt trænge til et års orlov, bare for bare at få lov til at udleve min indre nørd." 


Hvad med jer, er I gode til at prioritere jeres interesser?

søndag den 6. december 2015

Ord, vin og kunst - en anbefaling.






I torsdags havde jeg taget godt selskab under armen til ovenstående arrangement i KunsthalNord. 
Det resulterede i en ualmindelig hyggelig aften, hvor jeg grinte så meget, at jeg næsten måtte forlade salen. Ved ikke liiige om det var formålet, da Jesper og Jexper gik igang - men det var hvertfald, hvad der skete. Gudskelov var der fri vin i pausen, så jeg kunne komme lidt på rette køl til anden halvleg - og udstillingen var både flot og spændende at se. 
Næste del af arrangementet bar heldigvis også præg af noget mere ro. Den bestod nemlig en række fortryllende rejsefortællinger; kunne have lyttet til Maiken i timevis, hvis jeg måtte.

Arrangementet kan I ikke nå at få, da det var en engangsfornøjelsen - men Misanthropologi-udstilling står der nogle uger endnu. Så bor du i nærheden, og har brug for et afbræk i juleshoppingen, så anbefaler jeg, du kigger op. Der er fri adgang mellem 11-17 alle hverdage.

God fornøjelse.

torsdag den 26. november 2015

Anbefalinger søges - tøsebogs-korrespondancer, ja tak!

Jeg kan ligeså godt indrømme først som sidst, at jeg er en total sucker for tøsebøger. Og på det seneste har jeg (temmelig sent) fået smag for den social-realistiske slags. Lidt ligesom, at jeg før har klappet i hænderne over fx. Julia Lahme's romaner og Anette Fuhrmann's ærlige "Længsler og Leverpostej". 

Men på det seneste, er jeg faldet over flere "tøse-korrespondence"-bøger - hvor hverdagsliv, fjol, alvor, mænd og børn vendes. På den pinlige, sjove, sørgelige, hyggelige jeg-er-et-rigtigt-menneske-og-nøj-det-kan-være-en-mundfuld-måde. Gerne med en eller flere modspillende parter. Og det er altså elstra skægt, at følge med i to eller flere individers liv, og opleve andres respons derpå. Det er jo som at være fluen på væggen til en venindedate, man gerne ville deltage i (.. helt uden selv at skulle dele ud af ens kiksede liv. Perfekt!)

Så derfor har jeg støvsuget mine e-bog-apps og der efter læst, alt  jeg kunne finde, og præsentere her for jer mine tre favoritter:




Men! Som sagt, er jeg jo lidt sent ude, hvad angår denne fascination - og disse bøger jo ikke er af helt ny karakter. Så hvis du sidder derude, og har bud på andre bøger i samme genre, så smid endelig en kommentar!

onsdag den 7. oktober 2015

Om forkælede smagsløg, og drømmen om at skulle fejre en lottogevinst.

Vagtelæg vendt i kørvelstøv, skarp-syltet perleløg, frysetørret øllebrøds-chips og rød mayonnaise.

Pocheret helleflynderfilet med risotto af blomkål, puré af grønkål, sauce nage på muslingefond, flager af broccoli og blomkål, grønkålsolie og tobiko caviar.

Dansk dyrekølle fra Herregårdsvildt marineret i olivenolie, grannåle og friske enebær, vildtglace kogt med hyldebær, valnødder, kvædepuré og glaserede friske tyttebær.

Aftenens udvalg af franske ostespecialiteter fra Philippe Olivier Fromagerie i Boulogne-sur-Mer, præsenteret ved bordet: 6 forskellige oste serveret med oliven og syltede kvæder med peber og sennep.


Jeg ved ikke hvor jeg skal starte, eller hvor jeg skal slutte i min begejstring over ovenstående arrangement.  Men gudskelov taler billeder jo også for sig selv. 

Fik som sagt æren af at sætte mine ben på Mortens Kro i lørdags, hvor jeg var inviteret på en fireretters menu med tilhørende vinmenu. Dvs. at for hver ret man valgte, medfulgte der et glas vin, udvalgt specielt af køkkenets personale til at matche retten.
Men ja, kort og godt var alt smukt anrettet, vel-sammensat umami og derudover ualmindeligt velsmagende.
Udover maden var jeg også meget imponeret over restaurantens uformelle og topservicemindede tilgang. Tjenerne uhyre kompetente   både snakkesaglige og professionelle; der blev sat vand på bordene sekundet inden flasken var 1/3 tom, menu og vin blev introduceret til fulde, og man blev spurgt hvornår man ønskede næste ret (..fremfor et samlebånds-ræs af mad, man kan opleve nogle steder).

Og man score sgu point i min bog, når det viser sig, at tjeneren husker, at jeg nævner under bestillingen, at jeg: "helt sikkert skulle have ostebord til dessert, heldigvis må få lov smage den lakridsflødebolle, min medspiser får". 
For da desserten ankommer, er der skam lavet en lakrids-fætter til mig også, udover min gigantiske ostefad. Uden beregning. Bare fordi, at "jeg da ikke skal snydes".
Det er altså fornemt. Og generelt følte jeg mig veltilpas og forkælet hele vejen igennem.

Så ja, hvis jeg vinder i lotto, så er der ingen - ingen - tvivl om, at det skal fejres netop her. Så hvis du ligger vejen forbi, eller bor i nærheden og skal ud og vifte med flaget, kan jeg kun anbefale dig at komme her forbi.


torsdag den 23. juli 2015

Fra dumpegrænsen til geni på en formiddag.






Nu skrev jeg igår, at man altid kunne blive klogere - og det blev jeg faktisk her den anden dag. For ærlig talt, så hørte jeg ikke særlig godt efter hverken i fysik og naturgeografi på gymnasiet. Tværtimod var det de to fag, hvor pjækprocenterne var høje, og hvor tømmermænd var hyppigt planlagt. 

Og som min søde, bedstefar-agtige censor sagde, da han gav mig 02, og klappede mig på skuldren: "Ja, Anne-pigen, det var jo ikke fordi du ikke sagde noget. Det var bare ikke helt rigtigt, det du nåede frem til." (Tror han forbarmede sig over mig. Altså, hvordan man kan få lov at bestå, når man ikke engang kan lokalisere "Indien" på verdenskortet, er mig stadig en gåde.)

Men hey! Så er det godt, at man som 24 årig kan tage til en udstilling, som den jeg besøgte lørdag. Det er aldrig for sent, at indhente det forsømte! Og hvor var det sjovt, at styre forbrændingsmaskiner med korrekt energi-fordeling, lege med magneter, sprøjte metaller til bunds i det kæmpe vandbad, og se spildevandet blive renset.
Tænk, måske jeg kunne have fået 10 dengang, hvis jeg havde vidst, det var så skægt!

Så hvis du bor i Aalborg, vil jeg anbefale et smut forbi. Der er rigelig underholdning for børn og (gerne lettere uvidne) voksne at hente - og så er det endda gratis!

onsdag den 15. juli 2015

Et udflugtstip ink. afklippede vinger, solbær-mjød og sækkepibemusik.






Søndag var en skøn dag. Den bød nemlig på en dejlig søndags-udflugt til Kildeparken, hvor der hele ugen har været Middelalder-marked. 

Det indebærer alt fra boder med træsmykker og rustninge-udstillinger, til pandekage og pattegris-stande og ikke mindst en masse skuespil og optrædner. 
Gennem hele dagen er der gøgler-opvisninger, dukketeater, hængning og ikke mindst den store finale: Tuneringen mellem kongesønnerne ink. lanse-konkurrence, ringridning og dramatisk fægtekamp.

Var også afsted sidste år, og det er altså et ret så hyggeligt. Min fanasynørd får altid lidt Skammerens Datter-vibes, og det er sjovt at gå rundt og lege at man er Dina Tonere, mens man kigger på sjove flasker, smager på sennep, mjød og brændte mandler, vinker til "Rikert" i smedjen og får bållugt i håret.

Søndag var sidste dag, at arrangementet huserede i Kilden, men hvis du bor i Nordjylland har du mulighed for denne uge at møde hele holdet på Voergaard Slot. Så hvis vejret holder, vil jeg bestemt mene, at det er de sølle 75 kroner hver, for de mange timers underholdning.

God tur!

fredag den 3. juli 2015

Udflugts-tip: Skovhekse, grådværge og bar røv i det nordjyske.




Ved du ikke hvad du skal bruge weekenden på, bor du i området og er du langt fra for gammel til et godt eventyr, så anbefaler jeg hermed en tur til Hjørring. 

I tirsdags tog jeg godt selskab og en spand kaffe under armen, og begav os fra 9000 til Sommerspil i Hjørring. Har aldrig været deroppe før, men kunne straks fornemme at mange lokale, så det som fast tradition. Der var helt proppet! 
Og med god grund. I Sct. Knuds kirkens ualmindelige smukke anlæg, blev vi kyndigt underholdt, med en af mine  Lindgren favoritter, aka. "Ronja Røverdatter".

Var mildest talt imponeret over scenens opbygning, med lys, røg og damp fra helvedsgabet og et liveband i kulissen, der gav den gas til alle Sebastians hits. Og skuespillerne kunne både synge og danse - også de halvgamle Mattis-røvere (særlig når der skulle vises røv i fodge-sangen, var der et engagement der matcher en 9 årige MGP-fan på speed).

Fristet? Så har du til på søndag!