Så stod man der, foran Østkyst Hustlers igen: Helt teenagekuleret, med-rappende og lykkelig. Direkte fra job med gummihandsker og madpakke-tupperware i tasken. Sammen med resten af antihelte-holdet aka. en hel sal af primært mænd i slut trediverne/start fyrrene. Med begyndende måne, bæltet godt strammet op om Jack&Jones skjorten, røde kinder der matchede årets fjerde fadøl og håndtegn der haltede minimum en halv takt efter beatet.
Vi var ligeså kiksede som Hustlerne synger, de selv er i "Håbløs" - og gudskelov for det. For ork shit, det var SÅ fedt! Peyk spillede guitar med høje knæløft, Jazzy's solbriller og flow var spot on, og Bozzy havde tydeligvis mere rytme end dem alle til sammen, da der blev danset gadedrengehop.
Og jeg siger jer: taget lettede næsten under "Han får for lidt".
Så man må sige, de 200 kroner for billetten, (der gav os både opvarmningen (Zjakalen), selve koncerten og efterkoncerten med gymnasie-hittet Extra Store Grønlandske Rejer) var 100% fuld value for money. Jeg hvertfald slet ikke til at få ned på jorden, da det hele var ovre.
Så selvom min veninde og jeg fulgtes hjem og klokken var mange, blev vi stående længe, længe i jakkerne på bakkens top før vi skiltes. Og da natmaden var varmet og jeg lå under dynen, gik der yderligere timevis, før øjnene blev lukket i. Det er sgu utroligt, hvad musik, herlig stemning og nostalgi-fest i fællesskab med ligesindede, kan gøre ved folk.
Så hermed stor tak til herrene for et glædeligt gensyn; ja, "så længe jeg er håbløs, så er der håb endnu"
