Nogle gange føles det som om, at voksenlivet insisterer på, at komme snigende - uanset hvordan man ellers forsøger at holde det fra livet, med uansvarlighed, fjoller og andet barnagtigt.
Jeg har ikke den samme energi længere - der skal ganske enkelt meget mere til, at få mig op af stolen. Jeg var hidsig før i tiden, forstod mig på at fare i flint og den slags - nu er jeg mere som et ubagt franskbrød.
For ikke at snakke om tømmermænd nu til dags - må ligge i aflåstsideleje i dagvis, når jeg har siddet der med blå tænder og kigget dybt rødvinsflasken. Før kunne jeg marinere mit legme i finsprit og stadig være klar til job dagen efter.
Det er med 30erne er de nye 20ere er vist mere et spørgsmål om tilgang. Enten kan man begræde, at man ikke længere er i tyverne eller så kan lade som om, at man stadig er - med ekstra grå hår, påtaget entusiasme og mere kaffe end shots. En slags 'fake it till you make it', bare uden nogensinde at opnå sit mål.
Jeg omgåes heldigvis stadig med en masse mennesker der, ligsom mig, meget heller vil opdages med bukserne nede end med skjorten ned i bukserne. Det er vi simpelthen ikke klar til endnu.
Lige om lidt skal jeg præstentere mig, som værende 31 år. Troede egentlig jeg var lidt ligeglad, men da jeg (efter et 'par' glas rødvin) insisterede på, at udfrittere hele min stakkels svigerfamilie om det virkelig ikke bare gør lidt ondt, at fylde 31 - må jeg nok indrømme, at det ikke ligefrem er noget jeg ser frem til.
Selvom de allesammen sagde nej.
Har heldigvis endnu et par dage eller 5 til at vende mig til tanken, så mon ikke det går.
- K
