For idag, er officielt den sidste dag, på mit allerførste studiejob. Husker tydeligt, da jeg for fire år siden, tre måneder efter at være flyttet i egen lejlighed, faldt over et jobopslag. Gik på studenterkursus for at supplere STX'en op, og manglede lidt i sparebøssen. Og gøre rent, kan enhver abekat jo.
"Rengøringshjælp søges i privat hjem beboet af ældre ægtepar, 2 timer hver anden torsdag, fra 13-15. Jobbet vil blive lønnet gennem kirkeforsognet, da denne også fungerer som præstevirke."
Javel. Så måtte vi se om sådan et par gamle, kristne nisser, vil have mig, tænkte jeg, da jeg d. 1 november, mødte op på adressen. Og modsat forventning, blev mødt af en høj, velklædt herre med nedknappet skjorte, samt en knap gråhåret dame, med rap orange tweedjakke, sko med hæl og røde læber. Ikke en snert af rollator-gebis-mimrehoved her.
Vi skulle vise os, at falde i hak med det samme - og efter den kortvarige samtale i de bløde sæder, aflyste hun de tre næste på listen. "For dem er der vist ingen grund til, at give falske forhåbninger", som hun sagde, og skænkede mig et glas cola.
Hun skulle sidenhen lære, at jeg sætter meget mere pris på en kop kaffe, som hun selv havde på sin del af stuebordet, for jeg har drukket mange af dem i årenes løb. Og jeg blev også meget klogere på, hvordan man som 68 årig, lever sin pensionstilværelse. Med Zumba, tøsebrunch og ture til Harzen - åbenbart.
For jeg har været med i fire år på sidelinjen, og hvor utroligt det end lyder, så lærer man meget om folk, når man kommer i deres hjem. Jeg har deltaget i alt fra hyggelige julesmåkage-marathonbagninger, udvælgelse af garn til sjaler, kigning af barnebarns-billeder, vandringer i haven og et utal af opskriftudvekslinger, i timerne der er gået. Og har været med i krisesituationerne, som da hunden skulle aflives, da den kære mand gik ned med stress, og ikke mindst den dag, der var ventetid ved gynækologen (Bramfri siger du? Jo, det kan du tro, hun er!).
Og nu er det hele slut - for ja, sandt som de er: "så er vi jo meget i sommerhuset for tiden, og nede og besøge den lille på Fyn". Og det forstår jeg godt. Men som hun pointerede, da hun rakte mig det fine kort, chokolade og gav mig et knus: "så støder vi jo nok på hinanden i Brugsen, som vi plejer" - og det håber jeg, vi gør.
