Noget særlig fint.

Siden vi var små, har vi elsket at tegne. Vores forældre, særligt mor, sørgede altid for, at der var masser af papir, funktionelle tusser, spidse farveblyanter og andet brugbart i vores hjem. Vi var begge ret tålmodig når det kom til tegning, og sad gerne bøjet over papiret i lang tid. 

Ved særlige lejligheder - som fx efterårsferie, en sjælden weekend eller hvis man havde fået en virkelig god idé, kunne man allernådigst få lov, at låne mors aquarel-blyanter. De var en fin metalæske og lå i farveorden. Mor havde betroet os, hvor dyre de havde været, så vi vidste at de var noget helt særligt. 

At de var ekstra fine. 

Igår fandt mor og jeg så de famøse blyanter frem igen. Jeg fik spidset hele striben, så de var klar til brug. Derefter var det tid til at teste, om jeg stadig kunne finde ud af, at male med aquarel. Overstående 'benløs fugl' er mit første forsøg. 

Det er altså stadig lidt særligt, at male med de fine farver og selvom den fine metaleæske ikke længere eksisterer, kan de stadig får det store smil frem på mine læber. Elsker minderne der er omkring det. Kunne ikke lade være, at sende en mms til Lange, så hun kunne se, hvor meget hun rent faktisk har farvet med den lilla. Det var og er hendes alleryndlings farve.

Mor var ikke længere så øm over dem, så hun valgte at forære dem til mig. Dét er lige den slags ting, som kan gøre udsigten til en uges vinterferie en hel del bedre.

Jeg glæder mig allerede til, at lege med dem igen.