Kniber øjnene sammen og er mig selv i 2 1/2 sekund

Midt i alt voksenheden - betaling af regninger, opvask, fuldtidsjob, kæresteri og rødvin kan jeg godt føle mig lidt mast. Ikke fordi jeg ikke elsker, at være voksen og være herre i eget hus. Det er faktisk ret genialt. Men til tider går der travlhed, hamsterhjul og manglende overblik i den. Så savner jeg ro, overblik og en lille smule mig. Ikke på den der 'åh identitetskrise'-agtigte måde. Bare lige den der ubekymrede uansvarlige (yngre) version af mig selv. Heldigvis dukker den op engang i mellem i et glimt. Det kan det være mange forskellige ting der tricker det, men en ting er sikkert - når jeg sidder i mine forældre sofa, med kaffe i kruset, omgivet af min familie og i huset hvor jeg er vokset op, så er den hjemme. 

Så er jeg helt mig. 

Derfor synes jeg også det er vigtigt med en lille gestus på en dag som idag. Bare en lille tanke, som viser at jeg tænker på fx vores mor og sætter pris på at hun findes. 
Altså, ikke at jeg lader nogen mulighed for gavegivning gå forbi min næse, overhovedet. 

 - K