Der er jo reelt set nok at bekymre sig om

Jeg giver aldrig taxichaufføren anvisninger, andet end min adresse, selvfølgelig. Jeg beder aldrig om en kvittinger i supermarkeder– synes faktisk det er ret spild, at de udskriver dem, hvis man ikke beder om det. Hvis nogen mennesker beder om penge går jeg udfra de mangler dem. Det kan ikke tælles, hvor mange gange jeg har slingret glad og fuld igennem en mørk park, helt alene, selvom det var nat. Min jakke ligger i min cykelkurv, hver eneste aften vejret tillader det – hvis nogen har så hårdt brug for at få en jakke, at de er villige til at gøre sig til tyv for en, må de faktisk gerne nappe min. Den er fra Føtex og lugter lidt af hjemmeplejen.

Jeg ville være en elendig ekspedient, for jeg ville aldrig formå at bede om ID – eller politibetjent for den sags skyld. Det er uden tvivl naivt. Jeg orker bare ikke rigtig leve i en verden, hvor man skal stille spørgsmål ved alt – særligt ikke andre menneskers intentioner. Jeg oplever ikke, at føle mig snydt. Jeg aner ikke, hvor tit det er sket – at en taxichauffør har taget en omvej, netto har tjent et par håndøre ekstra på min bekostning eller hvad nu det kunne være.

Det skyldes muligvis mere held end forstand. Det er et spørgsmål om prioritering, hvis du spørger mig. Jeg vil ikke bruge min tid på, at være nervøs, bange, mistroisk eller noget der minder om. Ikke i de situationer, hvor jeg rent faktisk har evner til at lade være. For det er jo ikke altid et spørgsmål om vilje. Jeg er irrationelt bange for latterligt mange ting – for eksempel fugle, højder, lyden af vat, uhyggelige film og sommerfugle. Hverken praktiske eller specielt ideelle, at bruge hverken tid eller energi på. Men lige her har jeg alligevel nogenlunde styr på det, og det sætter jeg pris på. For, hvis den slags ubekymrethed kan købes for et par kroner hist og her, er jeg både glad og lettet.

Der er jo reelt set nok at bekymre sig om.

 - K