Igår endte vi begge på besøg hos vores dejlige familie - tiden blev som altid fordrevet med en masse hyggeri og tætpakket kaffe/kage-fest i sofa-regionen. Alle 5 sidder vi, så godt som på skødet af hinanden med fromagekage i gabet, og prøver at komme til orde.
Og nu hvor vi så småt nærmere os juletid, var det store taleemne årets julegave-drømme, hvilket jo nærmest er utømmeligt (særligt, hvis man leger, der intet budget er...) Skal man bare have tusind Bing & Grøndahl-figurere?`En ny stol? En bogserie? Dullegrej? Noget fornuftigt? Eller bare lidt af det hele?
Mor endte vist med at blive lidt rundtosset af alle vores ideer - hun stak hvertfald sin ipad og bad os nedfælde en midlertidigt ønskeseddel. Hun ved nemlig udemærket godt, at særlig jeg er vegelsindet. Og når man er en af de mennesker der kan ryste 150 ønsker ud af ærmet, uden at blinke, er det ikke nemt at prioritere dem. Og så får jeg jo ikke skrevet en, i synderligt god tid. Så nu er den (miiiidlertige, om ikke andet) afleveret til rette vedkommende.
Dog er der ingen grund til at skrive "superlækre ruskindssko fra Bronx" på listen. For vores kære lillesøsters øm-fodethed, er endnu engang kommet mig til gode. For hun har ikke formået at gå overstående skønheder til, og da de var en smule for små til mor, har jeg fået dem med hjem. Min fodstørrelse plejer nemlig at ligge liiige mellem dem.
Så jeg krydser fingre for, at det netop er en smal, halvstor str. 37, for så er jeg et par lækre dappere rigere!
