Tøsefrokost & voksenpoint på julegavekontoen

 Der er pres på for tiden. A og jeg er derfor nødt til, at gribe chancen for at ses, når lejligheden byder sig. Onsdag var heldigvis sådan dag. Vi mødte til frokost på cafe, som vi har for vane. Denne gang var det Bistro V, som var vært ved vores frokost. Vi spiste ofte på Abbey Road, da det ligger ganske belejligt i forhold til job og er et virkelig rart sted. Onsdag havde ingen os job på programmet, så det blev udnyttet. Bistro V havde til gengæld moule frites på menuen. Det har jeg altid haft en svaghed for, selvom jeg kun får det engang om året cirka. Min mandeven plejer at servere det for mig, når vi er i sommerhus og vejret er til, at vi kan spise ude. Det smager dog også fortræffeligt i december må jeg tilstå. 

A havde berettet om de fantastiske fritter på stedet, og jeg blev bestemt ikke skuffet. 

Mens vi spiste os igennem til den lækre mad fik vi sladret til den helt store guldmedalje. Munden står aldrig stille, når vi ses. Sådan er det nok med søstre, for mig og lillesøster E havde helt samme problem, da vi i sidste måned besøgte Hamborg. Det er en ren fornøjelse, hvis vi selv skal sige det. Jeg er dog ikke sikker på, at vores stakkels forældre er enige. Der er vidst noget af et uanstændigt lydniveau, når vi alle tre er på visit. 

Der er altid plads til kaffe, hvis man spørger os, så efter maden måtte vi en smut forbi Klosteret for at dele en stempelkande og endnu mere snak. Kaffen er god og billig der, og der er et eller andet over stemning derinde, selvom de ikke ligefrem er gourmet. Tiden tager altid røven på os, klichefyldt som det er - men den flyver jo altså bare, når man er i godt selskab. 

Efter et hastigt farvel gik vi hver vores vej, A mod flytterodet hjemme og jeg mod julegaveshopping. Jeg havde lige et par indkøb tilbage, da jeg var påbegyndt juleindkøb allerede i december.

Det betyder, at jeg allerede færdig med julegaver nu. Det er aldrig sket før. Det er oprigtigt første gang, hvor jeg ikke flakker forvirret rundt med panik i øjenene omkring den 22. december. Jeg lægger altid omsorg og omtanke i mine gaver, men er bare lidt for tidsoptimistisk og ustruktureret til at bære mig anderledes an. Indtil nu, åbenbart. Det må da give ubeskrivelig mange voksenpoint til mig. 

Det er faktisk ret dejligt, må jeg indrømme, men sig det ikke til min mor. Hun plejer at hive mig lidt i ørerne, over min evne til aldrig at få noget gjort til tiden.