Den lamme

Når store vigtige ting - den der ukontrollerbare slags, som hverken jeg eller menneskerne omkring mig ikke er herre over - vælter min vej, kan jeg godt gå lidt i stå.

Det slår nogle dage næsten luften ud af mig, og så står jeg lige pludselig der, en smule psykisk forpustet og med ret meget bly i skoene.

Også selvom det ikke faktisk slet ikke er mig, som er fanget i magteløshedens kvælende greb. Så snart et af mine nærmeste mennesker er involverede kommer fornemmelsen snigende. Men sådan er det vel for de fleste, når vi sådan går rundt og holder af folkene omkring os. 

Lige nu er en spændende tid, nervepirrende, nok nærmere. På den der måde, hvor man næsten holder vejret.

Så jeg forsøger, på bedste beskub, at få gang i min lammede fødder og ben, så jeg når frem over stepperne, og ikke bare gror fast her i uvisheden. 

Men tiden går jo heldigvis uanset, og mon ikke det trods alt bliver jul i år.