Flyttestatus, om altanlykke og “hej pis” beskeder

📦✨📦✨📦✨

Så er det sket. Efter 8 år på matriklen, er mine sager kørt til min kæreste og min’s fællesadresse. Hvertfald fra d. 20 januar, hvor han også kommer med sine sager og joiner klub-voksen, i vores fine nye gemakker. Og mine dejlige 65 kvadratmeters hjem, er helt tomme og næsten fremmede.

Pt. svælger jeg derfor i nostalgi, tomhed og forvirring og glædes samtidig helt vildt, over alt det nye. Er vist helt rundtosset indeni, og klamre mig pt. til aftenens 2. glas vin og forsøger at få hold på det hele, mens disse ord skrives.

Derfor får I en flyttestatus i listeform, med strøtanker fra dagen idag, med alt hvad det indebærer i skidt og kanel:

⭐️Ting jeg kommer til at savne HELT åndssvagt:

- Er en, som min fantastiske side-underbo. Verdens sødeste lille nisse med sixpence, tweedjakke og indkøbsnet, som står fire gange på faste klokkeslet og ryger pibe. Og trods de +80 åbner han altid døren, har opdaget alle fire gange jeg har fået ny cykel og kommer med tips til tilbud i Brugsen. Han er simpelthen en af verdens fineste mennesker. Og både ham og overboen (66 år idag, med tophue og øl i hånden) skråt ovenover, har givet mig knusere, da jeg flyttede kasser idag. Kæft, de er søde.

- Min udsigt over bymidten. Kan falde i staver der i timevis med en kop kaffe, og kan se helt til havnen, når de fyrer fyrværkeri af der.

- Aldi og mine to favoritgenbrugsbutikker, som er under 50 meter væk. Men ok - da det kun er omtrent en kilomters penge, jeg flytter, er jeg ikke helt fortabt. Og får jo meget andet, netop det tættere på.

- Min overbo, der altid spørger, om jeg “fik set AaB igår?”, efter kampdag.

- Mit hjem. Slet og ret. Min smukke, hyggelige, hjemmelige, private oase i 8 år. Puh, jeg bliver helt vemodig ved tanken om, at døren her lukker for good om kun 14 dage. Har elsket de mure, fra første sekund.

⭐️Ting jeg ikké kommer til at savne, fra min nuværende matrikel: 

- Er fx kun at have en funktionel radiator. De første par år var det kun en af dem, der var i udu. Så røg der to på en gang, og de sidste tre år, har jeg levet med en enkelt.

- Min underbo. 1,60 meter indebrændthed i 50’erne, der hver anden weekend har sine børnebørn, og derfor mener jeg ikké må “gå på gulvet hele tiden og smække med køkkenskabe” efter 23. Forsøgte at forklare manden, at når jeg er hjemme kl. 23.20 efter 7 timers vagt og en cykeltur, helt bestemt har tænkt mig at lave mad. Og at jeg i øvrigt ikke blandede mig i at vågne til Frozen-hits på repeat klokken 7 dagen efter. Faktisk også selvom de børn der efter “hold kæft og skru ned - Emma og Amalie!”-råbende, der flyver gennem mit gulv, også generede mig oppe i min stue, såvel som ham. Vi skál jo alle sammen være her, ikke? Nå ikke. Oh well. At pigerne er indoktrineret til fælleshad mod mig, i en grad der gør, at de engang smed “hej pis” og “hej lort”-sedler i min postkasse, er tilgengæld alt for sødt. Familier der står sammen, skal man ikke kimse ad.

- At være solo om at tømme opvasker, huske at købe toiletpapir og forstå breve fra beboerforeningen.

- Damen, der vasker med luseshampoo-duftende vaskemiddel i fælles-vaskekælderen. Er hver gang rædselslagen for, stanken smitter i tørrerummet. Ydrk!

⭐️Ting jeg kommer til at skulle vænne mig til: 

-Er især husregler, mindre alenetid, andres rodesystemmer.

- Ikke at spise ting med ske (peanutbutter, skyr, sennep, nutella) og sætte tilbage på køl... så tit, hvertfald.

- Gæster i eget hjem, jeg ikke selv har inviteret.

⭐️ Jeg glæder mig tilgengæld til: 

-At bo med min søde favoritmand, med det milde sind, uldne skæg, bedste massagehænder og fantastiske bearnaise-evner.

- 90 kvadrater at boltre sig på, med spritnyt køkken, nyslebne gulve, marmorvindueskarme og højt til loftet.

- Etternitten i baghaven med dens butikker og liv.

- Forkortet cykeltur til job. Især fordi, vejret pt er rockerskod.

- Oooog sidst men absolut ikke mindst: Altan! Al-fucking-tan bitches. Det bliver SÅ godt!