Cykelfeen.

Kender I cykelfeen? Nå, ikke? 

Jeg troede heller ikke på hende, før for nylig. For sidste torsdag, fik jeg (igen!), bøffet min cykel. Må ærligt indrømme, at jeg var noget nær milisekunder fra at kvæle den nærmeste, da jeg så den gabende tomme plads i cykelstativet (..og det ville være synd, da det var min søde, 82 årige, piberygende charlatan af en underbo, der stod tættest på). Kæft, tænkte jeg, det var bare ikke lige hvad mig (og min økonomi) manglede.

I ren desperation gik jeg akut igang med at gennemtravle nettet for diverse bud. I en time eller to. Men der var det minimum en 600-800 kroner, jeg skulle hive op af hatten. Hvilket jo egentlig er fair nok. Men ikke noget, jeg ville kunne trylle frem før oktober. Og så er de få cykler, til så fin en pris, jo nok forsvundet. 

Så. What to do? What to do?

I mit ansigts sved og panik, kom jeg pludselig i tanke om, at den lokale DUI-genbrug jo ind i mellem har cykler. Sjældent. Men ind i mellem.

Så mig afsted for fuld gadaffi. Og lidt som ventet, er der ingen cykler at finde. Meeen kigge lidt kan man jo, nu man er der. Og sludre med de frivillige. Som altid.

Og tænk sig, så viser det sig at de faktisk har en kontakt, som "da godt, kunne have en cykel på lager".

1-2-3 ringer de til ham, og efter fem minutter har jeg lovning på at kunne afhente en damecykel, brugt men nysynet, med fem gear og ink. lås. Klar onsdag morgen. For 300 bobs. Sgu! 

Ja! Jeg sagde jo hun fandes - cykelfeen! 

Åh. Blev SÅ glad! Jeg siger jer, jeg kunne have kysset ejeren, på stedet.

Nærrede mig dog alligevel. 

Men se hende lige. Jeg kalder hende Kommandusen: