Der er rod i mit liv.

Altså, mest på den fysiske måde, men også inde i mit hoved. Min kæreste og jeg, har fået lejlighed sammen. Og efter 7 år ville alle nogle nok mene, det egentlig var på tide. Og det er det på sin vis også. Og 70% af tiden glæder jeg mig helt vildt, har bobler i maven og ved det mindste kig i et boligblad får jeg tusinde ideer. De sidste 30% af tiden føler jeg tilgengæld, at djævlen holder mig ud i strakt arm fra 4. sal og råber: "VI HAR DIG, HAHAHA".

Håber seriøst, den del snart går over. Og at jeg stopper, med at vågne hver anden nat badet i koldsved. 

For det er komplet åndssvagt at skabe sig, bare fordi man ikke liiige synes at det passer en selv, at flytte mellem jul og nytår, men at det var dér, drømmelejligheden blev ledig. Og fordi man er tryghedsnarkoman, og ikke er særlig vild med ændringer. Og at man ikké kan lide at ens far skal bære tung ting for en, fordi man tror han dør, fordi han får et skab i hovedet. Eller at man stresser, fordi man pt. kun har d. 12 og 20. december uden planer, inden jul.  Fordi man lige sagde ja til en pakket vagtplan på bostedet, en kærestetur til Århus og en del jule-arrangementer, før man fik smidt en lejlighed i nakken. 

Så må man altså komme over sig selv. For jeg er jo heldig, for satans. Og det er hovedsagligt på den helt vildt skønne, julede og dejlige måde, at jeg har travlt. Minus den der skab-i-hovedet del, hvor en masse lort skal pakkes i kasser og flyttes 500 meter til det nye sted.

Min kæreste tager det naturligvis med stoisk ro - I kender typen. Han er sikker på, det hele nok skal gå. Og det skal det jo også - det ér jo ham jeg vil have. Men vil han mon have mig, hvis han skal glo på mig hele dagen? Og kan jeg lade være med at skubbe ham ud af vinduet, når han for 4. gang glemmer at sætte i opvaskeren?

Jeg håber det sådan, for han ér altså bare så pisse sød. Og han er endda gået med til, at lade mig bo der en hel måned selv, før han kommer med sine kasser med gøgl, en sofa og noget "uundværligt" TV-værk, som jeg jo ikke ejer. Bare fordi, jeg er stress-Maren. 

Så mon ikke det går? Krydser hvertfald fingre for, jeg er i live efter d. 15, hvor jeg rykker ind. 

Ellers ønsker jeg mig en genoplivning til jul - for kæft, det er altså en lækker lejlighed, vi får!