Kommer tid, kommer råd?

Som jeg sad der i bussen, og bandede en flittig og flabet cykeltyv langt væk, fik jeg øje på et ungt kærestepar. De må være maximalt 15-16 år gamle. Lige den type kærester, som er ligeglade hvor de er, og hvem der kigger. De vil bare skændes højlydt og ligge i ske - uanset og de er i en bus eller ej.

Det fik mig til, at tænke på den gang, at jeg havde den alder, og var del af sådan et kærestepar. 

Jeg taler til tider med vores lillesøster om konceptet, at man ikke kan blive klogere før tid. At man samler sig en hvis erfaring igennem livet, og at den erfaringen gør os klogere. Pointen med det er, at det faktisk er ganske svært, at få viden uden, at gøre sig erfaringerne først.

Så når jeg ser teenagere snave upassende om kap i bussen, voksne damer skabe sig på et pinligt niveau (i Mette Maries kommentarfelt fx), over ord som 'pseudotvillinger', eller ældre mennesker som hidser sig op over, at jeg ikke kender kombination på forskelligt pålæg og dettes tilbehør (hvad var det nu lige russisksalat skulle ovenpå igen?), så forsøger jeg bare, at huske på, at det enten er mig der er foran eller dem der er bagud. 

Jeg får muligvis fornøjelsen af, at se værdien i dens slags senere i livet. 

For jeg kan godt huske, hvor sjovt det var at kører i bus, da jeg var teenager.