En tur i tidsmaskinen - om dagen, hvor jeg fik 30 minutter i 1997..

.. Eller var det mere?

Egentlig ville jeg bare lige kigge. Sådan. For nostalgiens skyld. For altså, vi legede da ret meget med vores Fabulan. Faktisk havde vi alt det, der kunne købes for penge - ja, Mor havde gaflet rub og stub. Så det var jo bare, for at kigge lidt på det; nu hvor de havde hentet hos farfar, hvor der havde stået til vores små kusiner og fætre, for dem at bygge med. Så skulle bare lige kigge. Ikke lege. Vel? Ikke når man ér blevet 24. Og faktisk styrer lige lukt mod de 25, når oktober står for døren. Så kigger man jo kun.


Det var da hverfald planen. Som holdt lige indtil, at jeg åbnede den velkendte røde plastik-kiste. Og der, der lå den fine færgedamper jo og skød op, det eventyrlig pariserhjul tittede frem og et hav af velkendte dyre-ansigter blinkede til mig. 
Og som i hypnose røg den ene, efter den anden kreation op. Og før jeg vidste af det, var hele mine forældres dobbeltseng blevet omdannet til en Fabulan-by. Kigge, siger du? Åbenbart ikke. 

Ved ikke, hvor jeg tabte tråden til omverdenen?

... Måske var der da jeg forestillede mig, at matros-aben var ved at ryge over bord, og benåede ham, ved at lade ham holde fast i en stol på dæk?

... Eller da jeg besluttede mig for, at byens borgmester var blevet anholdt, og smidt på toppen af politivognen. Joh, til trods den fine stråhat og sin flotte titel, skulle han med på stationen. For ingen i Fabuland, må betjene en jolle med snaps i blodet. Men betjenten var nu god af sig, og lod ham dog beholde den ene åre, at vinke med på turen derhen. Man er vel ikke borgmester for ingenting?

... Men nej, så alligevel ikke? For mon ikke det var der, hvor jeg gav Musen på legepladsen stopuret i hånden, med ideen om at han kunne stoppe tiden? Bare længe nok til, at kunne nå, at plukke en blomst til den søde pige på karrusellen.

For det var lige akkurat hvad der skete, der i mine forældres soveværelse. Tiden stoppede. Og ikke at det overhovedet var slemt, at klokken pludselig slog 18.30, maden var klar og kalenderen sagde 2015 igen.

Men hvor var det dog skønt, at besøge 1997 - også bare for en kort stund.