.. når fuglene de vågner, så er jeg på vej i seng.

Jeg burde passe min seng. Jeg burde finde mig en døgnrytme, som passer nogenlunde med den som resten af befolkningen har. Jeg er bare rendyrket b-menneske, så det er ikke noget som kommer let til mig. 

Jeg vil faktisk mene at jeg er lidt for sengekær. Jeg elsker min seng og er næsten ikke til, at drive ud af den. Jeg kan ligge derinde i timevis og læse, som om jeg ingen skam havde i livet. Desværre er jeg bare ikke til, at tvinge i seng. Det er ikke engang bevidst, men i takt med mørket falder på, finde min hjerne på tusinde af ideer, som straks med udforskes. Jeg har slet ikke tid til at gå i seng. Og det er ikke fordi jeg ikke forsøger. Jeg siger konstant til mig selv ".. om 15 minutter ligger du i din seng!". Men næste gang jeg ser på uret, er der gået to timer. Nogle gange truer jeg endda mig selv - finder på alverdens ulykker, som vil regne ned over mig, hvis jeg ikke snart skrubber i seng. Det er bare som om, at jeg er fuldstændig uimodtagelig. Jeg har et ægte had/kærlighedsforhold til min seng. Jeg vil ikke i seng, men til gengæld til vil jeg heller aldrig stå op.

 Men det handler vel i bund og grund om viljestyrke? Det kunne være, at jeg skal skulle ønske mig noget, til min kommende fødselsdag?