mandag den 20. januar 2014

Opskrift - knækbrød og knæk-kiks!




Da jeg var ude ved de gamle, fik jeg lyst til at bage lidt lækkert til kaffen. Valget faldt på knækbrød og knækkiks, udfra samme grundopskrift - og begge dele faldt i god jord. Fik hvertfald en MMS fra mor, med en grædende smiley og et billed af den tomme knækbrødsdåse få dage efter. Jeg kvitterede med en opskrift, og hvis I skulle få lyst til en omgang, så får I den også her. Den er, som det meste vi kokkerer, lavet på slump, så der er som altid tale om cirka-mål:


Knækbrød - 2 bageplader.

300 gram blandede kerner/frø (her: græskarkerner, sesamfrø, hørfrø, solsikkekerner og birkes). 
2 dl. havregryn. 
1,5-2 dl. mel. 
1 dl. olie. 
1,5 tsk. salt.
1,5 tsk. bagepulver.
Valgfrit mælkeprodukt til at dejen er klæg og sammenhængende (yoghurt, mælk, fromage fraiche m.v)


De våde og tørre ingredienser blandes sammen til en dej. Dejen deles i to, og fordeles på to bagepapirsbeklædte bageplader. Ovenpå dejen placeres endnu et ark bagepapir, hvorefter dejen rulles flad med en kagerulle. Dernæst skæres dejen ud i ønsket størrelse med et pizzahjul, eller via udstiksforme.
(Jeg valgte at lave en traditionel knækbrøds-størrelse, og en med kikse-bidder. Nogle søde, drysset med hasselnødder og kardemomme, og nogle salte, med kryddersalt og chili.)

Knækbrøddene bages i forvarmet varmluft ovn ved 200 grader i ca. 15 minutter - men kig til dem løbende, de skal være lysebrune og sprøde. Efter afkøling brækkes de fra hinanden og opbevares i lufttæt beholder.

2 kommentarer:

  1. Ser lækkert ud! Jeg har også lige bagt knækbrød med masser af kerner i :-)

    Lena

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er altså også skønt at have på lager, så længe de varer :D - Anne

      Slet