The end of an era

Det var med stor beslutsomhed og ønsket om forandring, at jeg satte mig op på min cykel i dag. Jeg havde på forhånd googlet mig frem til, hvor målet befandt sig, så det varede ikke længe før jeg var fremme. 
Den store grå metalreol tårnede op foran mig, og jeg vidste, at jeg ikke længe kunne udskyde det uundgåelige. Ikke fordi, at jeg burde udskyde det - det er en almindelig bestanddel i de flestes liv. Jeg har bare aldrig ønsket, at være en del af den befolkningsgruppe. De voksne. 
Altså, ikke de almindelige "Jeg er lidt en idiot og generelt anti-voksen, på trods af min fremskredne alder"-voksne - den klub har jeg snart 10-års jubilæum i. Nej, de ægte voksne. Dem der ejer en kalender. For hvem planlægning, udsigter til fremtidige gøremål og vigtige aftaler er en del af hverdag. Den slags voksne. 

Så det er med rystende hænder og beslutsom røst, at jeg nu kan erklære mig fuldgyldigt medlem. 
(Hvis altså, at jeg lærer at bruge den, lader være med at gøre den væk eller ødelægger den og selvfølgelig husker den generelt)

Er den ikke yndig? Jeg er nu ekstra voksen og kun 59 kroner fattigere. Og så har jeg oveni købet fået hele 4 forskellige forsider med. Tænk, at man kan være så heldig.