lørdag den 18. november 2017

3 Aalborg Anbefalinger

Aalborg er heldigvis en by der aldrig sover, hverken bogstavelig talt eller på oplevelsesfronten. Selvom jeg er født og opvokset her, er der stadig steder jeg ikke har besøgt eller nye tiltag, jeg kan give mig i kast med at prøve af.


I denne uge endte jeg med tre rigtig hyggelige, spændende og underholdende oplevelser i relativt nye klæder, som jeg hermed vil give videre:


1) Aalborg Street Food, med et twist af madmarked:



Det velkendte Aalborg Streetfood marked bobler pt af initativer, der supplerer madhallens mange fristelser. Der er nu faste dage med street-minigolf, street-bingo og street-fødevaremarked. 
Min velbevandret veninde har været til de to første events, så i torsdags besøgte vi Fødevaremarket, for at få det hele prøvet af. Det var småt, men rigtig hyggelig; vi fik både smagt flere slags salami, leverpostej, frikadeller, sylte, et væld af oste, alt godt fra fiskedamen mv., samt handlet lækkerier med hjem. 
Og er man glad for at hyggesnakke med bodejere og de andre besøgende, kan man åbenbart sagtens bruge en 3 kvarters tid derinde, før man går på jagt i selve spisehallen efterfølgende. 
Men pas på: Du får spist dig halvmæt før du kommer derfra, så en snakkepause i sofaerne inden aftensmadsrovet, kan være krævet. 


2) Pool, med et twist af Dan.


Trods mine ringe evner, er min kæreste og jeg glade for at spille pool. Eller, jeg er glad for at vinde et spil og min kæreste elsker at uddele tæsk. Vi har ofte Studenterhuset som vores foretrukne spot, eller Fast Eddies, men i onsdags prøvede vi Dans Poolhall. 
Stedet er stort og med rigtig god stemning, og med et studiekort der stadig gælder, kan man virkelig spare penge. Er desuden stor fan af, at man ikke betaler pr. omgang, men spiller med minutafregning i stedet. Vi nåede tre spil med pjatte-pauser og drak en lille sodavand/danskvand og kom af med 75 kroner. Det var om nogen fair.


Teater Nordkraft, med et twist af "hvad nu hvis" og et gratis koncept.


Anbefaling 3 er todelt, da jeg både vil anbefale selve forestilling og deres koncept "prøvepublikum".
Teateret søger nemlig ind i mellem folk, at gennemspille deres forestillinger for, inden premieren. Man skal naturligvis være forberedt på, der kan være knas med teknikken eller manus, men en dag som igår, fik vi et perfekt fremført stykke fra ende til anden. Det er simpelthen fornemt, sådan en fredag aften. Dertil vil jeg sende de varmeste anbefalinger til selve stykket, som har premiere d. 21 og var noget så fint.
Er du nysgerrig på en af de to ting, så kan du følge teateret på facebook, hvor de både laver opslag om publikum-søgning og deres kommende opvisninger. 

2 kommentarer:

  1. Hvor fint med anbefalinger! Jeg havde faktisk planlagt at holde mini-ferie i Aalborg, da min søster jo lige har født og var et par dage på sygehuset, men det endte med at jeg tog hunden med hjem til min far i Mariager i stedet og slappede af med lange gåture og Netflix på sofaen. Men måske en anden gang - jeg er ret glad for Aalborg. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder nu også hyggeligt :D Men jeg kan kun være enig; Aalborg ér altså det bedste sted, hvis man spørger mig.

      Slet