onsdag den 17. februar 2016

Igår..





.. var en dejlig dag. Efter en god håndfuld sene vagter ink. tidlig opvågning af morgenglade håndværkerboren, var det skønt at have udsigt til fri. Helt fri. Bare at kunne ligge og læse tøsebøger i støjen, og snuppe en efterlur, da de tog sig en frokostpause.
Men efter morgenmad og en tur i det gode vejr, besluttede jeg mig for at lidt skulle der ske. Så jeg inviterede mig selv ud til vores søde forældre. Jeg havde nemlig en hjemmebiograf på vores lillesøsters værelse, som jeg skulle afprøve om aftenen - men hun var afsat til venindehygge først. Heldigvis var der allerede folk i huset, da jeg ringede og spurgte om resten af holdet havde tid og lyst til gæster allerede - og det havde de.
Så med tasken fuld af biograf-snolder og en hyggeklar arbejdshjerne, kunne jeg hoppe på bussen. Pragtfuldt! 

Og kort tid efter var jeg der. Hjemme i den hverdag jeg kender så godt, fra for seks år siden, hvor jeg stadig boede på matriklen. Der er nu intet, som at blive mødt af barndomshjemmets bløde sofa og engelsk krimi-tv, hente mor til lukketid og hjulre hele flokken til Storecenteret og kigge et smut, inden den står på aftensmad, efterfulgt af film og tøsesladder på "børneværelset" (hedder det mon det, når man er 19 og 25?).

Jeg klager hvertfald ikke. Så idag nappede jeg endnu en - fridag altså. Med venindedate, tapas og Disneyfilm. Bare fordi jeg ku'. Mon ikke det er bedst, jeg får noget fra hånden imorgen? Bør som minimum vaske tøj - og tage en vagt bagefter, hvis jeg bliver en tilbudt. Jeg gider godt nok ikke rigtigt, men gætter på at voksenpointene går i minus ellers. Øv. Men snydt for afslapning er jeg ikke, med disse to herlige døgn i ufornuftskassen. Oh godt at både fredag, lørdag og søndag gemmer på mere af samme skuffe.


2 kommentarer:

  1. Det lyder skønt! Er til hver en tid fortaler for Disney og afslapning. Jo mere, jo bedre... Bar' det var fridag ALTID!!

    SvarSlet
    Svar
    1. I agree! Disney og fri er bare evigt godt - mer tak!

      - Anne

      Slet