søndag den 31. januar 2016

Det lyder måske lidt barnligt..


.. Forkælet, kikset og måske endda ganske usmageligt, når jeg sådan går rundt og praler med, at have plaget mig til noget?
Det gør det i hvertfald i mine egne ører - jeg kan faktisk slet ikke udstå den form for opførsel. Jeg mener, det er så pinligt, at det burde være en selvfølge, at det aldrig fandt sted. Desværre er jeg dog ikke for fin til dobbelmoral. Så, så snart at min indre skade får øje på noget smukt, bliver principperne kastet overbord. Ikke på den hysteriske 5-årige-plage-måde. Jeg smider mig ikke på ryggen og hyler, til jeg får min vilje. 
Jeg komplimenterer bare den genstand, som jeg har kastet min kærlighed på, så ofte som det er muligt. Jeg tildeler den personlighed, og fortæller alle der gider og høre om det, hvor meget pågældende genstand vil mig. Jeg folder mig - kommer med fine løfter om både husly, evig beundring og logi til pågældende genstand, hvis den skulle overveje, at flytte ind hos mig.

.. Det virker heldigvis næsten aldrig. Men man skal jo have lov, at være heldig, sådan indimellem. Og det var sådan, at jeg scorede mig ovenstående svanen. Tror ikke vores mor orkede, at høre mere på mig - eller så kunne hun se, hvor lykkelig bare tanken om den gjorde mig. 

 - K

5 kommentarer:

  1. Med fare for at lyde komplet dum. Den er fin, men hva.... Ka den? Er det julepynt?

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha. Svaret er; ingenting! Den kan stå i min vindueskarm og gøre mig glad, men ikke ret meget andet (:
      .. Og ja, nogen ville muligvis kalde den for julepynt(;

      - Kit

      Slet
  2. Åh, en kvindes last - fine pynteting! Nogle brugbare, langt de fleste ganske ubrugelige, men noget så fine! Tillykke med din svane :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er jeg sjældent det praktiske aspekt, som appellerer til mig :D

      - Kit

      Slet
  3. Den er simpelthen også såååå fin! Glimmer og pink - hvad vil man mere!

    SvarSlet